Genanvendelse af glasfiber

Glasfibermateriale, forstået som glasfiberforstærket polyester/epoxy, anvendes i dag i stort omfang til mange forskellige produkter spændende fra vindmøllevinger over skibsskrog til karosseridele til biler og bygningselementer samt mange andre produkter.

I mange tilfælde erstatter det anvendelsen af metal – blandt andet fordi det sparer vægt, ikke er udsat for korrosion og dermed ikke kræver meget vedligehold.

Vinger 1

Miljøstyrelsen anslår, at der årligt kasseres 7 – 10.000 ton glasfibermaterialer i Danmark (2011), og at mængden i 2020 vil være steget til 12 – 15.000 ton per år.

Og udenfor Danmark findes problemet i en større skala: Det anslås eksempelvis, at der i Storbritannien årligt deponeres omkring 150.000 ton glasfiber materialer (2011).

I et vist omfang afbrændes kasserede glasfiber materialer i store forbrændingsanlæg, da indholdet af polyester/epoxy har en god brandværdi.

Ved store emner af glasfiber, som f.eks. vindmøllevinger, indebærer afbrænding omkostninger til opskæring og transport af materialet. Og glasfibermaterialets indhold af ikke-brandbare glasfibre (op til omkring 70%), bidrager ved forbrænding kun til at øge forbrændingsanlæggets mængde af – ofte giftig – slagge.

Afbrænding anses derfor ikke som den bedste løsning på affaldsproblemet. Uden en tilgængelig og økonomisk rentabel metode / teknologi til genanvendelse af glasfibermateriale, er deponering af det kasserede materiale det eneste alternativ til afbrænding.

Deponering vil sige at materialet henlægges på deponipladser (”lossepladser”) på ubestemt tid. Da glasfibermaterialer i naturen har en meget lang nedbrydningstid, vil det deponerede materiale i realiteten være stort set upåvirket i mange år ud i fremtiden.